Vores hjemmeside bruger cookies
Cookies er nødvendige for at logge ind på pjdpension.dk, og giver mulighed for at optimere indholdet, så det passer til dit behov. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.

Begunstigelse

Det er vigtigt, at du beslutter, hvem du vil tilgodese med udbetalinger fra pensionsordningen ved din død. Vi udbetaler automatisk til dine nærmeste pårørende, hvis du ikke begunstiger andre.

Som udgangspunkt er begunstigelsen, både på din gruppelivsforsikring og din pensionsordning, "nærmeste pårørende". Du kan se, hvem der er nærmeste pårørende i FAQ nederst på denne side. 

Det er let at udfylde en begunstigelseserklæring

Du kan let ændre begunstigelsen, både på din gruppelivsforsikring og din pensionsordning, ved at logge ind og udfylde erklæringen om begunstigelse.

Udfyld erklæringen om begunstigelse

Hvornår skal jeg ændre min begunstigelse?

Du bør med jævne mellemrum sikre dig, at begunstigelsen fortsat passer dig og dine forhold. Du skal især tænke over, om begunstigelsen skal ændres, hvis:

  • Du bliver gift eller skilt
  • Du har en samlever
  • Du får et barn eller flere børn
  • Din økonomi ændrer sig
  • En af de begunstigede dør

Læs mere om hvem du kan begunstige her.  

Hvilke udbetalinger kan du tilgodese andre med?

Det afhænger af din pensionsordning, hvilke udbetalinger du kan tilgodese dine efterladte med ved din død. Du kan læse mere om de forskellige dækninger ved dødsfald her.

Rådgivning om dine muligheder

Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål til din pensionsordning.

FAQ / Begunstigelse
Hvem er nærmeste pårørende?

Dine "Nærmeste pårørende" er disse personer i nævnte rækkefølge:

  1. Ægtefælle eller registreret partner
  2. Samlever, der:
    - på indsættelsestidspunktet lever sammen med dig på fælles bopæl, hvis samleveren enten venter, har eller har haft et barn sammen med dig eller
    - har haft fælles bopæl med dig i et ægteskabslignende forhold i de sidste to år før dødsfaldet.
  3. Børn eller deres livsarvinger (fx børn, børnebørn osv.)
  4. Arvinger efter testamente
  5. Arvinger efter arveloven
Hvad sker der, hvis pensionen udbetales til et barn under 18 år?

Hvis du dør, og din pension skal udbetales til et umyndigt barn, sker der følgende:

Udbetaling af engangsbeløb

Hvis et barn under 18 år får udbetalt arv og pension, der samlet er større end 75.000 kr., skal de sættes ind på en bankkonto i en godkendt forvaltningsafdeling. Beløbet bliver stående på kontoen indtil barnet er myndig.

Er beløbet under 75.000 kr., bliver det udbetalt direkte til værgen.

Udbetaling af månedlig pension

Månedlig pension til et barn under 18 år, fx børnepension eller ratepension, bliver sat ind på en konto i barnets navn.

Læs mere om pension til umyndige

Hvad sker der med mine pensioner, hvis jeg skal skilles?

Ved skilsmisse eller separation er det en god ide, at du efterser din pensionsordning og blandt andet vurderer, om du fortsat har begunstiget dem, du ønsker. Det er også en god ide at få vurderet, om pensionsordningen stadig kan dække dine økonomiske behov.

Hvis du bliver skilt, skal du også være opmærksom på, at der er forskellige regler for ægtefællepensioner og for, hvordan I eventuelt skal dele formuen på en pensionsopsparing.

Reglerne er ikke entydige. Derfor bør du kontakte en advokat, hvis du har spørgsmål om din pensionsordning ved separation eller skilsmisse.

Du kan læse mere om, hvad du skal være opmærksom på ved skilsmisse på Forsikring og Pensions hjemmeside.
Hvordan begunstiger jeg min samlever ved min død?

Hvis du ønsker, at din samlever skal modtage udbetalingen ved din død, skal du udfylde en begunstigelseserklæring. Du kan udfylde en begunstigelseserklæring elektronisk - du skal logge ind med NemID.

Har du ikke udfyldt en erklæring, vil vi typisk udbetale til dine "Nærmeste pårørende". 

Dine "Nærmeste pårørende" er disse personer i nævnte rækkefølge:

  1. Ægtefælle eller registreret partner
  2. Samlever, der:
    - på indsættelsestidspunktet lever sammen med dig på fælles bopæl, hvis samleveren enten venter, har eller har haft et barn sammen med dig eller
    - har haft fælles bopæl med dig i et ægteskabslignende forhold i de sidste to år før dødsfaldet.
  3. Børn eller deres livsarvinger (fx børn, børnebørn osv.)
  4. Arvinger efter testamente
  5. Arvinger efter arveloven

Du har flere muligheder for at sikre din samlever

Det afhænger af din pensionsordning, om du kan sikre din samlever med en månedlig pension resten af livet eller i en begrænset periode, det vil sige en ægtefælle-/samleverpension. Du kan også have mulighed for at sikre din samlever med en engangssum på flere forskellige måder, hvis du dør.

Du er velkommen til at kontakte os, så vi kan hjælpe dig med at finde ud af, om din samlever er begunstiget.

Kontakt Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger