Hvad taler vi om, når vi taler om pensionsordninger? Nok mest investeringsafkast, og om opsparingen nu også er stor nok til at række hele livet. Det er jo sådan set også det, det hele skal munde ud i – en alderdom med råd til det, vi vil. Men der er også et mindre kendt økonomisk sikkerhedsnet undervejs, og det er vigtigt for os i bestyrelsen at sikre medlemmerne de bedst mulige forsikringer til den bedste pris. Det taler vi nok lidt mindre om, når vi taler om pension. Måske fordi det handler om død, sygdom og ulykke, men så meget desto vigtigere er det jo at vide, at der er spændt et sikkerhedsnet ud under familiens økonomi, hvis vi bliver alvorligt syge eller dør før pensionering.

108 medlemmer modtager for tiden en invalidepension, mens 137 børn og 454 ægtefæller modtager henholdsvis børnepension og ægtefællepension. Alene i år har vi udbetalt over 30 mio. kr. ved halvåret til disse 699 modtagere. Hertil kommer også udbetalinger fra gruppelivsforsikringerne på knap 4 mio. kr. De penge gør helt sikkert gavn.

For de fleste betyder en alvorlig sygdom ikke, at arbejdslivet er slut. Rigtig mange kommer heldigvis tilbage i jobbet efter en periode. Det bringer vi en række historier om i det nye online medlemsmagasin. Ligesom vi har fået en række eksperter og arbejdsgivere til at fortælle, hvad de gør for at fastholde sygdomsramte medarbejdere eller forebygge sygdom på arbejdspladsen.

Med venlig hilsen 

Erik Bisgaard Madsen