I 2018 begyndte Sampension at købe bæredygtige obligationer og senest har pensionsselskabet investeret i obligationer udstedt af en delstat i Tyskland

Sidste år investerede Sampension i bæredygtige obligationer fra den belgiske stat, den franske stat og Den Nordiske Investeringsbank. Senest har pensionsselskabet i 2019 investeret i bæredygtige obligationer, som er udstedt af den befolkningstætte tyske delstat Nordrhein-Westfalen.

Bæredygtige obligationer er kendetegnet ved, at udbyderen af obligationerne typisk øremærker provenuet fra salget til investeringer i miljøvenlige eller sociale aktiviteter.

”Når Sampension-fællesskabet vælger at investere, er det altid hensynet til et højt afkast, der vejer tungest i overvejelserne. Investeringen skal kunne stå alene og mindst give samme rente, som andre obligationer med samme risiko. Men høje afkast og ansvarlighed står ikke i modsætning til hinanden. Vi tror på, at ansvarlige investeringer og langsigtet, stabilt afkast naturligvis kan følges ad,” siger Steen Hauskou Bertelsen, der er senior ESG- og investeringsanalytiker i Sampension.

Den tyske delstat bruger pengene til aktiviteter som for eksempel energieffektivitet, grøn omstilling, forskning og uddannelse. Den Nordiske Investeringsbank udlåner deres indtægt fra salget af obligationer til virksomheder og organisationer, der udfører grønne projekter i Norden og i Baltikum. Belgien og Frankrig vil blandt andet bruge provenuet fra salget af deres obligationer til at styrke den grønne omstilling og til klimaindsatser.

EU ser på fælles normer
Sampension-fællesskabets investeringsafdeling forventer, at grønne og bæredygtige obligationer i de kommende år vil fylde mere og mere på investeringsmarkedet. Men det er en udfordring, at der ikke eksisterer en fælles international standard for den type investering.

”Indtil videre er det ret begrænset, hvor meget vi har investeret i bæredygtige obligationer. En udfordring er, at der ikke eksisterer fælles regler og normer. Det betyder, at den grønne effekt ved investeringerne reelt er svær at bedømme, men det er EU ved at se nærmere på,” siger Steen Hauskou Bertelsen.

Sampension har i alt investeret en lille halv milliard kr. i bæredygtige obligationer. Desuden har Sampension-fællesskabet på nuværende tidspunkt investeringer for omkring 4,5 mia. kr. i skov og for 2 mia. kr. i løsninger inden for vedvarende energi og grønne energiformer.