Vores hjemmeside bruger cookies
Cookies er nødvendige for at logge ind på pjdpension.dk, og giver mulighed for at optimere indholdet, så det passer til dit behov. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.

Fortsat flot afkast til medlemmerne af Pensionskassen for Jordbrugsakademikere & Dyrlæger

25. september 2019

To tredjedele henne i året høster medlemmerne af PJD fortsat et fint afkast

Efter årets første otte måneder ligger investeringsafkastet i gennemsnitsrente hos medlemmerne af PJD på 6,5 pct.

”Det er noget højere end i samme periode sidste år, hvor aktierne faldt over 20 pct. på de store markeder. Siden har vi som branche talt meget om, at man som pensionsopsparer skal vænne sig til lavere afkast fremover. Når det er sagt, har vi fået indhentet de store tab, der var på markederne i fjerde kvartal sidste år og det samlede billede ser foreløbigt ganske pænt ud for 2019,” siger Henrik Olejasz Larsen, investeringsdirektør i Sampension-fællesskabet.

Den eskalerende handelskrig kombineret med frygt for en global økonomisk nedkøling betyder, at renterne efter årets første otte måneder nu er faldet i både Europa og USA. De små udsving på aktiemarkederne i juli blev således fulgt op af fald på stort set alle aktiemarkederne i august måned.

”Samlet set har der over årets første otte måneder dog været stigninger på aktiemarkederne, om end de generelle stigninger dækker over nogen forskellighed,” forklarer Henrik Olejasz Larsen.

De amerikanske aktier er kommet bedst igennem årets første otte måneder med en stigning på 17,9 pct. fulgt af de danske aktier med 16,6 pct., de europæiske med 15,5 pct. og de britiske med 11 pct. Asiatiske og emerging markets-aktier halter noget bagefter med stigninger på henholdsvis 6 og 5,8 pct.

Valutakursændringer har i årets første otte måneder bidraget positivt til afkastudviklingen, fordi den danske krone er blevet svækket 3,6 pct. i forhold til den amerikanske dollar. Størstedelen af valutaeksponeringen vedrører investeringerne i aktier og obligationer.

”Hvis vi zoomer ind på PJD i august måned, kan vi blandt andet se, at værdien af vores alternative investeringer er vokset. Det samme gælder værdien af vores portefølje af kreditsikre obligationer,” siger Henrik Olejasz Larsen.